Foreningen 'Pornofrit Miljø' roser Islands regering for at ville blokere porno på nettet, men tanken ligger meget langt væk hos danske politikere.
Både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti (DF), der oftest står på hver sin front i værdispørgsmål, lægger afstand til ideen, selvom Islands regering forsvarer sig med at ville beskytte børn og unge mod pornoens hårdhed.
LÆS OGSÅ: Island vil lukke for netporno
»Vi går ikke ind for det. Forældre skal tale med børn og opdrage dem i forhold til porno. Det er for meget at lave et forbudssamfund. Forældre kan selv vælge af installere et pornofilter på deres computer,« siger Mette Hjermind Dencker, familieordfører hos DF.
Marlene Borst Hansen, kulturordfører hos De Radikale mener, at Danmark ville bevæge sig baglæns, hvis vi blokerede netporno.
»Danmark frigav pornoen, så det ville være helt vildt, hvis vi blokerede porno på nettet. Der må folk selv bestemme,« siger hun og tilføjer:
»Men vi kunne godt gøre mere ud af at tale med børn om porno ude på skolerne.«