#Farsbarsel xxx - farvel og på gensyn

"Far, nu skal du ikke blive sur, 

men nogle veje er længere end man tror 

og du skal jo huske, at du kun har været 

professionel Far i knap et år, så er du nu helt 

sikker på, at du kan klare at starte arbejde 

efter tre måneders orlov, 

samtidig med at Mor er rejst til New York  

og storesøster skal i skole og til en 

masse fritidsaktiviteter? 

Og så er der altså MIG som skal have 

min første uge på fuldtid i Vuggestuen. 

Tror du, at du kan klare det? 

Skal vi ikke spørge mormor om hun vil flytte ind, 

mens mor er ude at rejse?"

"Nej lille skat, svigermor skal ikke bo her 

hele ugen,  jeg tror sagtens vi selv kan klare"

Bye, bye - Mor er er rejst til Amerika, Far arbejder og knægten er begyndt i vuggestue......

Derfor takker Farsbarsel af.

Men far pipper videre på www.FarsUnivers.dk

I hvert fald møder far i dag op på sin arbejdsplads, hvor han forventes at tilbringe mindst 37,5 timer i denne uge. Det er nogen af en omvæltning, når nu lige det var lykkedes at finde ind i rollen som barselsfar. Det har været en fantastisk fornøjelse, at dele sit liv fulltime i tre måneder med en så inspirerende, humørfuldt og elskelig skabning som min søn.

Det har også været fantastisk at dele med alle jer, der har kigget forbi. Vi har forunderligt nok haft næsten 20.000 besøgende i de tre måneder farsbarsel.dk har eksisteret og den store interesse har overrasket os. Vi kan godt se, at nogle af jer er gengangere, men I har trods alt klikket ind, så tak for interessen for vores liv. Det er dog næppe kun for at følge Vitus og mine daglige gøremål, men fordi vi har spillet ind i et tomrum med holdninger (Nogle vil mene provokationer. Red.) Det tomrum som er opstået i kølvandet på, at rigtige mænd da ikke ikke beskæftiger sig med små børn, og hvis de gør, er det i hvert fald ikke noget de fortæller om.

Det har været en fornøjelse med de mange hundrede kommentarer som er løbet ind via vores facebook, twitter og på div. babynetværk (på de sidste har der primært har været kvindelige spelt-kommentarer. Red.) ja selv her på bloggen er der indløbet kommentarer, selvom vi godt ved det er vanskeligt at få ørenlyd, med en så højlydt herrer som min søn.

"Far, jeg har hjulpet Mor med at pakke,
er det ikke noget kvindeligt, at
have en ekstra kuffert med kun til sko?"

Vitus og jeg er blevet klogere af, at dele alle vores oplevelser med jer og særligt af alle jeres kommentarer. Nogle af jer har været pisse reaktionære, tilbageskuende og fået os til at føle os henført til en tid, fra før kvinden fik valgret og stadig måtte tugtes af deres husbond.

Men heldigvis, så har mange af jer været åbne for debat, og givet udtryk for at man måske godt kunne gøre tingende en lille smule bedre, uden at man skal lave for meget om, for det er jo temmelig utrygt med revolutionære brud. Nu har vi trods alt udviklet på vores kønsrollemønstre i årtusinder og så skal man pludselig ikke lave det hele om på en gang, bare fordi samfundet, parforholdet eller vores børn ville trives bedre med at vi fordelte rollerne lidt anderledes.

Så tak til jer alle.

Lige nu er knægtens og Fars opmærksomhed rettet mod, hvordan den kommende uge skal organiseres, når nu mor er ude at føjte.

Vitus er faldet over en lille reklamefilm, som han tror beskriver vores kommende uge, men mon ikke vi er lidt mere tjekkede.

Helt formelt er Mor til FN kvindekonference i New York, så vi drenge er glade for at vi kan stå for hjemmet, når nu Mor er ude og kæmpe for retfærdighed. Faktisk er der en resolution på dagsordenen om vold mon kvinder, hvor der er uenighed om der skal stå "kvinder og piger", eller man skal lader være at skrive "piger" fordi der er mørkemænd, der synes det er op til familien hvordan de skal opdrage deres døtre. Vi ønsker Mor en god kamp. Så tager drengene slæbet herhjemme, for at andre kan kæmpe kampen derude. Bag en hver stor kvinde, står der jo en lille mand.

Vi drenge er vilde med Mor. Vi elsker hende dybt og inderligt, fordi hun gør en forskel i vores liv. Vi tør også godt sige vi er imponeret og stolte af hende, fordi vi også synes hun gør en forskel i andres liv, selvom man nemt kan blive beskyldt for selvgodhed i sådanne positive ytringer om eget liv eller i hvert fald for at tilhøre ugebladsoverskudsspeltsegmentet. En sådan tilkendegivelse skal i øvrigt ingenlunde tages som en enighed med mors politiske ståsted, men det er jo en ganske anden historie.  (Læg mærke til hvordan tiltageformen "vi" gør den maskuline mand i stand til næsten, at udtrykke noget så feminint som kærlighed. Red.)

Mor har i øvrigt her på barselsfalderebet, læst gamle blogindlæg på farsbarsel. Hun har fundet en klar udviklingstendens. I starten udtrykte far bekymring, om han kunne finde ud af at være på barselsorlov og om han kunne få tiden til at gå. Bekymring om der ville være nok maskulint indhold i at være sammen med en baby fulltime. Det holdt hurtigt op, og er nu blevet erstattet af bekymring om han kan starte fuldtid på arbejdet, fordi han synes det er svært at skulle undvære sin søn.

Nu er spørgsmålet så om vi to drenge kan undvære jer og den terapeutiske effekt, det har haft at dele ud af vores verden? Der er jo også allerede nogle af jer, (og andre end mormor, har faktisk skrevet. Red.) der har skrevet og opfordret os til at videreudvikle vores maskuline femiunivers, så hvem ved, måske forsætter vi, selvom udgivelsesfrekvensen nok daler når nu far skal arbejde.....men vi har stadig masser af skæve synsninger på hvordan de to køn kunne spille bedre sammen. Men vi kan jo ikke rigtig hedde farsbarsel.....for den stopper jo i dag.

Men selvom far ikke længere har barselsorlov, sker der jo stadig en del i farsunivers og os to drenge holder nok ikke op at mener noget om det andet køn

"Far der er lang vej endnu, men jeg gir ikke op"