6 dage tilbage
"Hey er det ikke lidt langt mellem jeres opdateringer, er det fordi der er ved at være stress på når far snart skal starte arbejde, men vi savner altså nogle at grine af" var der en som spurgte forleden.
Tjoo der er lidt stress på barselsfalderebet og alt undtagen lommeuld har jo en årsag. Vitus er blevet stor og stiler andre krav til aktivitet, han sover mindre om dagen, så der er ikke så meget tid til at Far får skrevet hvad vi snakker om. Men Far har også været lidt på hælene og det kulminerede så i denne uge. Far lider nemlig af en kronisk tarmsygdom, der som regel holder sig i ro. Nogle gange bryder den dog ud og så skal den passes og medicineres. Som regel går den så hurtigt i sig selv igen, så den er til at leve med uden at påvirke dagligdagen sønderligt. Sådan plejer det i hvert fald at være.
Nu er Far jo en mand og sådan én bruger ikke unødig tid hos lægen, da slet ikke når man ved hvad man fejler og man oven i købet er udstyret med en recept til medicin som man så selv kan doserer og som kan fornys digitalt. Sådan et sundhedssystem er sgu da smart. En sådan forbedring er helt sikkert fundet på af en mand, som ikke besidder denne feminine trang til hele tiden at skulle konfronterer sin læge med alvedens småproblemer.
Så Far har stille og rolig passet sin lille sygdom mens han har været på barselsorlov. Sygdommen har måske nok været i udbrud et lille stykke tid (Mor mener ikke at to måneder kan karakteriseres som et lille stykke tid. Red) og måske er den ikke lige frem blevet bedre, men det betyder jo ikke helt så meget, når ikke man skal passe ind i et tidsskema på et arbejde, men selv kan designe hverdagen sammen med Vitus, uden at nogen opdager at man måske er lidt syg. Vitus har vist ikke mærket noget til det og har bare været stiltiende deltager til en lidt anderledes hverdag, hvor vi ikke har været helt så længe uden for huset og toiletadgang.
I sidste uge opstod der så et mindre modpres fra den feminine del af husstanden. Mor spurgte hvor meget jeg egentlig havde tænkt mig, at tabe mig? I første omgang troede jeg det var et oplæg til ros, over at jeg på trods af de ekstra kg fra starten af barslen, var nået ned på min idealvægt igen. Men det var det så ikke, men et oplæg til en fælles kritik af husfaderen, for manglende sygdomserkendelse og indsigt. Jeg fik mumlet noget om, at jeg synes det gik bedre og jeg var begyndt at tage lidt mere medicin. Det var så heller ikke det rigtige svar. Mor blev bakket op af den ti-årige, der med klar ryst sagde "Michel du er jo constance på toilet, så du er sgu da ikke rask" og mor som sagde "jeg er for alvor blevet bekymret, fordi jeg har lagt mærke til du ikke har spist noget de sidste par dage"
Det var vist også rigtigt, og når nu jeg blev konfronteret så direkte med det, så blev jeg også selv lidt bekymret. En helt selvransagende tanke, kunne nok også forklare en vigende energiniveau og vel også en forklaring på at der er blevet blogget lidt mindre, for det er vist ikke kun Vitus skyld vi ikke får skrevet, bagt, støvsuget m.m.m så meget som i starten af vores fælles orlov.
Når selvransagelsen ført rammer én, så kan jeg også godt se, at en ting er at have lidt ond i maven og hvad der nu følger af sådan lidt tarmbetændelse, noget helt andet er at miste appetitten. Appetit er trods alt noget af det essentielle i Fars liv. Jeg synes da cola, bananer og riskiks er en udemærket spise, men måske ikke som eneste fødemiddel.
Så nu har Far været en tur på sygehuset og blevet tjekket i hoved og røv, er blevet loadet med ny medicin, som havde øjeblikkelig virkning og føler mig helt fit efter 1½ døgns behandling. Den største umiddelbare bivirkning af sådan en binyrebarkkur skulle være at den giver en vældig appetit og et egergibust, så jeg skal nok nå op på mandevægt igen inden jeg startet arbejde på mandag.
MANDAG uhhhhh for fanden da, det er altså snart. Det er vi slet ikke pararte til......ellers det er Far ikke mentalt parat til, for knægten er nok. Sidste jeg så ham var i morges, hvor han grinede og vinkede, da jeg sagde farvel til ham over i vuggestuen. I dag er første dag, hvor han skulle være der en hel dag uden Far og de ville ringe, hvis han savnede mig for meget. Men jeg har ikke hørt en lyd og nu er det over middag, så måske skal jeg bare erkende at vi i gennemsnit nok er ved at være klar til at Fars hverdag og Vitus er i vuggestuen.
I øvrigt en fantastisk vuggestue, som vi er vilde med og nok skal fortælle mere om i næste afsnit af farsbarsel.
PS: Far har iøvrigt lovet sig selv, at han også på sygdomserkendelsesiden vil være lidt mere i kontakt med sine femininesider og opsøge sundhedssystemet før han rigtig kommer på røven næste gang, specielt når nu de kan fremkomme med en så effektiv kur.
(Til speltkvinder med hang til hysteri, kan fortælles at Far lider af Colitis Ulcerosa, og han ved godt at binyrebarkhormon ikke er et vidundermiddel, kun med positive bivirkninger, han er bare overstadig over at nå en normal Red.)
"Hey er det ikke lidt langt mellem jeres opdateringer, er det fordi der er ved at være stress på når far snart skal starte arbejde, men vi savner altså nogle at grine af" var der en som spurgte forleden.
 |
| "Far du er ikke på hælene du er totalt på røven. Det kan være hyggeligt nok at være med i dine daglige gøremål, men jeg er pisse træt af hele tiden art sidde på gulvet herude på badeværelset så mange gange om dagen, så erkend nu du er på skideren og få nu fingeren ud" "Lille skat, pas nu på dit sprog" |
Nu er Far jo en mand og sådan én bruger ikke unødig tid hos lægen, da slet ikke når man ved hvad man fejler og man oven i købet er udstyret med en recept til medicin som man så selv kan doserer og som kan fornys digitalt. Sådan et sundhedssystem er sgu da smart. En sådan forbedring er helt sikkert fundet på af en mand, som ikke besidder denne feminine trang til hele tiden at skulle konfronterer sin læge med alvedens småproblemer.
Så Far har stille og rolig passet sin lille sygdom mens han har været på barselsorlov. Sygdommen har måske nok været i udbrud et lille stykke tid (Mor mener ikke at to måneder kan karakteriseres som et lille stykke tid. Red) og måske er den ikke lige frem blevet bedre, men det betyder jo ikke helt så meget, når ikke man skal passe ind i et tidsskema på et arbejde, men selv kan designe hverdagen sammen med Vitus, uden at nogen opdager at man måske er lidt syg. Vitus har vist ikke mærket noget til det og har bare været stiltiende deltager til en lidt anderledes hverdag, hvor vi ikke har været helt så længe uden for huset og toiletadgang.
I sidste uge opstod der så et mindre modpres fra den feminine del af husstanden. Mor spurgte hvor meget jeg egentlig havde tænkt mig, at tabe mig? I første omgang troede jeg det var et oplæg til ros, over at jeg på trods af de ekstra kg fra starten af barslen, var nået ned på min idealvægt igen. Men det var det så ikke, men et oplæg til en fælles kritik af husfaderen, for manglende sygdomserkendelse og indsigt. Jeg fik mumlet noget om, at jeg synes det gik bedre og jeg var begyndt at tage lidt mere medicin. Det var så heller ikke det rigtige svar. Mor blev bakket op af den ti-årige, der med klar ryst sagde "Michel du er jo constance på toilet, så du er sgu da ikke rask" og mor som sagde "jeg er for alvor blevet bekymret, fordi jeg har lagt mærke til du ikke har spist noget de sidste par dage"
Det var vist også rigtigt, og når nu jeg blev konfronteret så direkte med det, så blev jeg også selv lidt bekymret. En helt selvransagende tanke, kunne nok også forklare en vigende energiniveau og vel også en forklaring på at der er blevet blogget lidt mindre, for det er vist ikke kun Vitus skyld vi ikke får skrevet, bagt, støvsuget m.m.m så meget som i starten af vores fælles orlov.
 |
| "Far, du ved godt at det er tabu, med sådan en grim sygdomme. Det er altså næsten ligeså meget tabu som en psykisk lidelse. Det er sgu da pinligt når det handler om tarme og hvad der nu kommer ud af det. Og jeg forstå slet ikke det der med lægen og kikkert, men du behøver ikke forklare mere..." "Vitus, derfor skal man netop tale om det og ens forældre er aldrig pinlige"  |
Så nu har Far været en tur på sygehuset og blevet tjekket i hoved og røv, er blevet loadet med ny medicin, som havde øjeblikkelig virkning og føler mig helt fit efter 1½ døgns behandling. Den største umiddelbare bivirkning af sådan en binyrebarkkur skulle være at den giver en vældig appetit og et egergibust, så jeg skal nok nå op på mandevægt igen inden jeg startet arbejde på mandag.
MANDAG uhhhhh for fanden da, det er altså snart. Det er vi slet ikke pararte til......ellers det er Far ikke mentalt parat til, for knægten er nok. Sidste jeg så ham var i morges, hvor han grinede og vinkede, da jeg sagde farvel til ham over i vuggestuen. I dag er første dag, hvor han skulle være der en hel dag uden Far og de ville ringe, hvis han savnede mig for meget. Men jeg har ikke hørt en lyd og nu er det over middag, så måske skal jeg bare erkende at vi i gennemsnit nok er ved at være klar til at Fars hverdag og Vitus er i vuggestuen.
I øvrigt en fantastisk vuggestue, som vi er vilde med og nok skal fortælle mere om i næste afsnit af farsbarsel.
PS: Far har iøvrigt lovet sig selv, at han også på sygdomserkendelsesiden vil være lidt mere i kontakt med sine femininesider og opsøge sundhedssystemet før han rigtig kommer på røven næste gang, specielt når nu de kan fremkomme med en så effektiv kur.
(Til speltkvinder med hang til hysteri, kan fortælles at Far lider af Colitis Ulcerosa, og han ved godt at binyrebarkhormon ikke er et vidundermiddel, kun med positive bivirkninger, han er bare overstadig over at nå en normal Red.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar