Er der mon nogen der kender den type forældre, hvor deres foretrukne enetaler pludselig ændre sig fra fortællingen om den fantastiske kernesundefamilie med god tid og hvordan lille pus har morgenskidt, formiddagspludret, frokostspist, eftermiddagslurret, aftenbadet til fordraget om hvad lille pusser har sagt til pædagogerne, været udsat for fra andre børn, blevet smittet med i institutionen og hvor uforstående personalet er over for de helt særlig behov netop deres barn har?
Det rammer nogle af de forældre der ikke har overvejet, hvordan man håndterer den transformationsfase, der opstår mellem barselsorlov og arbejdliv, hvor man pludselig skal slippe sit barn og overlade det til andre. Sådan nogle forældre er bare pisse irriterende at høre på. De skulle tage sig sammen, for det er jo noget vi alle samme bliver udsat for og noget ganske naturligt for samlivet med vores børn. Det er ganske enkelt starten på den frigørelsesfase, som varer resten af barnets liv. Altså ikke at Far nogen siden har haft sådan en tanke om den slags forældre, for han er sig selvfølgelig pinlig bevist om, hvad det er der sker når en barn starter i institution og hvilke forandringer disse forældre mentalt udsættes for.
Men derfor kan forældre jo godt forsøge at fastholde nogle proportioner i samlivet med deres børn og deres omgivelser...........uhhhhh for satan da, det er jo os og det er jo lige nu, kun 4 dage tilbage af farsbarel?
 |
"Far de er da søde i Mariehønen
og de skriver jo velkommen til
familien, så jeg skal altså ikke være
her helt alene?"
"Nej lille skat, Far skal nok blive her
sammen med dig.......de første dage" |
Pludselig fylder en børneinstitution alt i vores liv. Hvordan sker sådan en ændring og hvad sker der lige med os forældre, når vi går i institutionsmode?
En hverdag truer og Vitus skal være helt alene sammen med en hel masse han ikke kender (Fars forvirring afslører sig, når han udtrykker, at sønnen skal være helt alene sammen med andre. Red)
Måske er det ikke så mærkeligt, at hele familien reagerer. Det er jo det første alvorlige brud i et barn liv. Det skifte der er fra primært at være sammen med sine forældre til at skulle bruge det meste af sin dag sammen med andre børn og professionelle voksne. For det er jo det, der er det betydningsfulde. Barnet skal pludselig bruge de fleste af sine vågne timer i selskab med andre end sine forældre.
For det er jo den normalitet vi har skabt i det moderne samfund, at vi afleverer vore børn i andres varetægt i en institution. Fra morgenstunden bruger vi en time eller to med vores børn, hvor vi tager tøj på, spise morgenmad, tage overtøj på og transporterer os til institutionen. Så overlader vi børnene til institutionen i de 8 timer hvor de er mest friske, så de kan lege, lære og blive stimuleret sammen med andre børn og professionelle voksne. Så henter vi dem når de er godt trætte, tager dem måske med ud og købe ind, før vi tager hjem og laver hurtig kompromismad, fordi ungerne er trætte, sultne og har svært ved at falde ned. Når så vi har spist, taget af bordet og vasket op, så er vi klar til rigtig at hygge med vores små podere, med et hurtigt bad, nattøj og godnathistorie, så ungerne er udsovet for de skal jo tidlig op og i institution. Sådan nogle samtaler kan godt overtage middagsbordet når Mor og Far går i institutionsmode og forsøger at finde alle de dystopier der kan opstå i et barns liv, når det skal deltage i det pulserende samfund.
Sådan bliver vores normal selvfølgelig ikke. For herude i familien 2500overskud, behøver knægten jo ikke henslæbe 8 timer dagligt i institutionen, for vi organiserer da vores liv, så vi skiftes at hente ham tidligt hver dag. På den måde kan vi bruge nogle af hans friske og mest aktive timer sammen med ham. Hos os laver vi heller ikke hurtig kompromismad (eller Far gør i egen selvforståelse i hvert fald ikke. Red.) men inddrager hele familien i processen så vi har oplevelse af at være sammen om både tilberedning og indtag af maden som dagens omdrejningspunkt.
Sådan har Vitus og jeg i hvert fald forestillet os, at vi organiserer os i fremtiden, når Far igen starter på fuld tid i sit direktørjob og Mor forsætter sin politiske karrierer på Christiansborg og passer sin valgkreds i det sønderjyske. Hvor svært kan det være, det handler jo bare om at organiserer.
Så derfor er det også en helt tryg Vitus der er begyndt vuggestue, for han ved jo at vi vil skabe en hamonisk overgang mellem famillie- og institutionsliv. Han synes rent faktisk at det er verdens bedste vuggestue, så det synes Mor og Far også. Den ligger lige om hjørnet i forhold til vores lille hus i Valby og det har været fantastisk at lære institutionen og personalet at kende. Det bedste er så at Vitus hviner af fryd så snart han kan se vuggestuen, når vi triller derover i barnevognen.
Institutionen hedder
Magrethegården og ud over at den ligger tæt på, så havde vi kun hørt lutter positive ting om den. Så vi var ikke i tvivl om at det var den institution vi helst ville i. Der var godt nok flere speltmødre der synes, at vi var mærkelige fordi vi ikke havde været rundt og besøge ALLE områdets institutioner, inden vi kontakte pladsanvisningen og skrev os op. Men vi tog chancen og var bare nervøse for om vi kunne nå at få plads inden vi skulle begynde arbejde. Faktisk havde vi ikke regnet med at få plads der, for der var meget lang venteliste, hvilket jo tydede på at det var en populær institution. Derfor havde vi også skrevet os op til dagpleje i hele distriktet for vi havde hørt så mange grusomme historier om lange ventelister og københavnske politikere der løb fra deres løfter. Men der tog vi fejl, for vi fik vores første prioritet tilbud, fra 1. februar, altså en måned før Far skulle starte arbejde.
 |
"Far, ham Michael er min ynlings pædagog
og han er altså rigtig
sød, men er det ikke mærkeligt
at en mand arbejder
i en vuggestuen? Tror du han er i
akutjob?"
"Vitus, du er altså en gammel
forstokket sjæl. Det er helt
almindeligt at mænd er pædagoger"
(En mild overdrivelse fra Far,
sikkert begrundet i han så gerne
vil vise sin søn et andet kønsrollemønster,
men der er kun 40 mandlige pædagoger ansat
i vuggestuer i Danmark,
hvilket vil sige, de udgør 1,5 procent af det
samlede antal pædagoger i vuggestuerne,
mens 6,1 procent af pædagogerne
i børnehaverne er mænd.
Martin Bayer, der er institutleder på Center for
Kultur og Identitet på RUC siger om dette:
"Drenges problemer længere oppe i
uddannelsessystemet
begynder allerede i vuggestuen.
De bliver ikke behandlet, som de drenge,
de er," siger han til JV.
Og siger "at de kvindelige pædagoger,
der er i vuggestuerne gør et rigtig godt stykke arbejde.
De er bare ikke mænd,
og det spotter børn mellem nul og tre år lynhurtigt."
Så i forhold til pædagogisk køn, har familien 2500overskud
været heldige Red)
|
Det betyder at Vitus og Far har brugt 14 dage på indkøring, som det hedder i institutionstermonologi. At kører et barn ind betyder, at vi langsomt vænner den lille til det voldsomme skifte det er at gå fra at være centrum hjemme hos familien til at være én blandt andre børn i en institution.
Det har været en fed oplevelse, specielt fordi knægten tager det i stiv arm og fordi vi som forældre er trygge og lettere imponeret over institutionens evner og pædagogiske grundsyn. Allerrede det første møde, hvor den imødekommende og velfunderede mandlige pædagog tog i mod os og viste rundt. Han fortalte om de pædagogisk tanker der lå bag deres aktivering og inddragelse af ungerne i dagligdagen. At stuerne var opdelt i områder der bød på forskellige oplevelser og at alle ting var synlige, så børne kunne pege sig frem til hvad de gerne ville beskæftige sig med. Samt at han stod for bål/maddagen hver uge, hvor børnene lærte at lave mad, så han ville garantere at Vitus kunne skrælle kartofler inden han kom ud af vuggestuen. Da hans sagde det, så var Far solgt, for knægten og Far har for nyligt måtte revidere de fælles ambitioner for hvad vi skulle lære, mens vi havde barselsorlov og her har vi strøget evnen til at kunne skrælle kartofler og det at kunne gå fra listen.
Hele den pædagogiske grundholdning var bundet sammen af studieturer til den Norditalienske
region Emilia Romagna, som har inspireret mangt og meget inspiration i det pædagogiske landskab, for bare at nævne nogle få nedslag fra deres overvejelser.
Så da vi gik hjem efter det første besøg, kiggede Mor og Far på hinanden og sagde, det her er godt og her er vi helt trygge ved at vores søn skal dannes i de første år af sit liv. Også selvom vi måske eventuelt kommer til at hente ham lidt senere end kl 15.00 en enkelt gang.
At opleve en sådan institution giver ro i maven, når nu en arbejdsom hverdag truer lige om hjørnet.
Knægten har så iøvrigt udfordret Far med spørgsmål om alle de overvejelser vi har haft om dagplejeplads inden vi fik plads i Vuggestuen.
Det er klart at det fylder en hel del for ham, da han jo er ganske klar over at det er starten på den livslange frigørelsen fra Mor og Far. Han nåede faktisk også at komme med ud og besøge et par dagplejeMØDRE og var helt parat til at skulle starte begge steder.
Det har vi tidligere skrevet om og da vi skrev om det første møde med den muslimske dagplejer førte det bl.a. til at farsbarsel blev
erklæret politisk korrekt af en Radikal... som vist alt sammen var begrundet i at vi så
den muslimske dagpleje an - men det er jo en ganske anden historie eller kræver det en forklaring?
Knægten er i hvert fald vedholdende og vil gerne vide hvorfor vi cyklede rundt mellem forskellige pasningsmuligheder.
 |
"Far jeg synes det er en fed institution og jeg er så glad for at skulle gå der,
men hvad så med alle de politiske korrekte valg om,
at vælge en muslimsk dagplejer på Nørrebro.
Og alt den snak om, at jeg så ikke kunne få flæskesvær,
for det får jeg jo heller ikke i den nye institution pga.
deres hellige næsten nul sukker politik og 90% økologisk mad,
så man næsten skulle tror vi var i fucking spelt distriktet.
På Nørrebro ku man da i det mindste få shawarma."
"Så, så lille skat. Far skal nok sørge for du
får nogle flæskesvær og noget sukker,
når du kommer hjem. Mor og Far
var lidt usikre på hvordan vi skulle få
en pasningsplads til dig, så derfor
har vi prøvet lidt forskelligt, men det er en lang
historie." |
Er familien 2500 ikke så politisk korrekte når det kommer til handling?
 |
"Far, HVORFOR skal jeg ikke passes hos
den søde muslimske dame på Nørrebro?
Var det fordi hun var perker og
ikke spiste flæskesvær?"
"Vitus, det hedder altså af
anden etnisk oprindelse end dansk og
nej, det var ikke derfor" |
Vitus efterspørger stadig, hvorfor vi har været så vægelsindede omkring, hvor han skulle passes. Det kan også undre Far, omend det måske var forventeligt af den radikale Mor.
(Der er faktisk også andre der har spurgt ind til hvad der er blevet af Fars politiske korrekthed og hvornår knægten startede på Nørrebro. Red).
Årsagen er nu slet ikke politisk, men ganske praktisk.
Allerede før jul, fik vi dog ro i maven i forhold til at vi havde fået pasning til knægten i nabolaget, så Far kunne sige til den lille
"
Måske synes du der er underligt, men lille skat, du skal alligevel ikke passes i den muslimske dagpleje på Nørrebro. Beklager, det havde ellers passet så godt ind i Mors og Fars rummelige og åbne selvforståelse, at kunne fortælle om."
Vi havde også allerede fået en del positive kommentarer om de gode rollemodeller vi var, når vi fortalte om vi havde fået tilbudt pladsen hos den Syriske dame på Nørrebro, fra vores venner og kolleger fra sammen rummelige segment som os selv.
Jeg ved også godt, at knægten synes hun var sød og han gerne ville lege med de andre drenge, så jeg måtte jo forsøge at forklare ham hvorfor han ikke skulle derind alligevel og egentlig er forklaringen meget enkelt.
Det hele startede en morgen i december, hvor vi skulle ud og kigge på den dagplejeplads som Københavns Kommune havde tilbud os. Mor skulle med, så vi kørte i hendes fortrukne transportmiddel, den lille Ford Fieste racer og da det næste var jul, mente vi ikke det ville tage så lang tid at tilbagelægge de 7,3 km der var ind til indre Nørrebro. Alligevel kørte vi hjemmefra i forholdsvis god tid, da vi skulle finde den rigtige adresse. Mors tidsregning er ikke altid den samme som Fars, men vi enedes om at 40 min til den lille tur var fin tid, når nu ikke det var myldretid og julefreden næsten havde lagt sig.
Vores kompromissøgende tidsregning holdt næsten og kun 5 min forsinket mødte vi op hos dagplejemor og den pædagogiske konsulent fra Kommunen, som denne dag var mødt op. Det var en fin og minimalisktisk indrettet lejlighed, som ikke rummede meget hygge, men var indrettet funktionalistisk efter dagplejebørnenes behov, hvilket den syrisk fødte og meget smilende dagplejemor lagde vægt på, da hun viste os rundt i hele lejligheden. Vitus og jeg kiggede på hinanden og tænkte, at sådan ville vi nok ikke kunne holde ud at bo, men blev enige om at det skulle vi jo heller ikke, så det var et fint sted at skulle bruge dagen på at lege.
De to damer fortalte os om, hvordan dagenes var spækket med forskellige aktiviteter i legestue og aktivitetshus. De fortalte om det gode serviceniveau der er i Københavns Kommune, når man har fået en plads. Det er også organiseret så der altid er plads, hvis dagpleje mor skulle blive syg og herinde var det lige ved siden af. Bleer og mad var også inkluderet i prisen. Maden fortalte dagplejemor stolt var tilstræbt økologisk og næsten alt var hjemmelavet og de daglige boller hjemmebagt, men at der ikke indgik gris i maden, da hun var muslim som tidlige beskrevet.
#Farsbarsel 14 - PLADSANVISNINGEN og madsvin
Imens vi snakkede forsøgte Vitus at overskue alt de nye legetøj og de to nye legekammerater der var. To velstimulerede knægte på 1½ år og 2½ år. Den 2½ årige legede med en dukke og måtte flygte ind i stuen fordi vores lille curlingbarn ville bemægtige sig den. Så Vitus vendte sin opmærksomhed mod den 1½ årige, som jo var i en mere passende størrelse, hvilket betød at det lykkedes Vitus at omfavne ham for, at vise han er sådan en kærlig dreng som bare gerne vil lege (set udefra så det ud som om den lille terrorist overfald den dobbelt så store dreng og væltede ham Red.). Dagplejemor havde hele tiden et kærligt overblik og det virkede som om drengene var helt trykke. Vitus foldede sig i hvert fald rigtig ud.
Vi aftale at vi i løbet af eftermiddagen skulle give besked om det var her Vitus skulle i dagpleje og hvordan jeg skulle lave indkøring med ham om 2 måneder når den tid kom.
Vi sagde farvel og slentrede over en morgenstille blågårdsplads, med en fornemmelse af et godt miljø at blive passet i, for vores lille guldklump. Mor spurgte om vi ikke bare skulle sige ja, for dagplejemor virkede da rigtig kærlig og Mor ville være tryg ved at overlade sin lille dreng til hende. Den eneste betænkelighed Far umiddelbart udtrykte var, at dagplejemor talte dansk med ret meget accent. Det mente Mor var helt uden betydning, når han var så lille og de to andre drenge talte jo fint dansk, så der var ikke de store betænkeligheder.
Vi kørte hjemad mod Valby og valgte en anden vej, da vi synes at de tre kvarter vi havde været om at køre derind var lidt rigeligt, men desværre gik det ikke hurtigere. Så Far var nok lidt småirriteret og sønnike skrigende utilfreds da Far lige ville i et par Nettoer for at købe de juleænder, vi ikke tidligere havde haft tid til i den travle barselsorlov (nogle kunne kalde det manglende organisering og overblik. Red).
Da sad vi så ved spisebordet og begyndte at tale om dagens oplevelse på en anden måde. Tre kvarter i bil ind til dagplejen og derfra ½ time yderligere ind til vores arbejdspladser i centrum, i hvert fald, hvis man var i bil og det var uden for myldretid. Far slog op på nettet hvordan de kollektive transport muligheder var og det så ud som om det var tidsmæssige næste det samme. Det kunne nok gøres lidt hurtigere på cykel, men det ville være en udfordring, hvis vi skulle skiftes til at hente og bringe. Hvad ville det lige gøre ved vores hverdag, og hvordan med den 10-årige hjemme i Valby, mens vi brugte tiden på ladevejen.
Til det konstaterede Mor tørt "Det ville jo svare til, at man havde tilbudt mig en institutionsplads i Horsens, selvom jeg stadig boede i Kolding" og det satte jo lige som tingende lidt i perspektiv.
Så Fars irritation over, at bruge så lang tid på noget så irrelevant som transport, var smittet af på mor og vi var pludselig i tvivl. Mor tog derfor igen kontakt til
PLADSANVISNINGEN og forsøgte igen at forklare Far reglerne, som betød at vi skulle have en dagplejeplads så langt væk, indtil der blev en plads ledig på vores fortrukne institution nær os.
Forklaringen er, at ikke alle kan få lige den institution de ønsker, så derfor opstår der naturligt nok venteliste til nogle institutioner. Vi var på det tidspunkt nr. 36 til den institution vi aller helst ville have og derfor kunne det have lange udsigter før vi fik plads. Men hvis man vælger en dagplejeplads der ligger mere end 5 km. væk fra ens bopæl, kan man bevare sin plads på ventelisten, til den fortrukne institution.
Men Mor fik igen hjælp fra den servicemindede
Pladsanvisning (det er i Fars optik et kvindeligt hverv at kontakte sådanne myndigheder Red.) og det viste sig, at der var en tredie mulighed. En privat dagpleje, som vi kunne vælge og samtidig bevare vores plads på den kommunale venteliste. Det vil sige, at kommunen var stadig ind over og førte tilsyn, opkrævede penge og reglerne var næsten de samme som i den kommunale, men kommunens forpligtelse over for private dagplejere er ikke de samme som når de er ansat af kommunen, så de kan opnå en større fleksibilitet da de ikke har samme opsigelsesvarsler osv.
Nå - men pludselig var vi ude og tjekke det private pasningsmarked ud. Der var en del i nærområdet og to dage før jul var vi ude at besøge en dagplejer som boede lige i nærområdet. Hun var en sød og velovervejet ung kvinde, der passede 2 andre børn. Vitus faldt også for hende og trynede de andre to lidt ændre drenge, så alt var fryd og gammen.
Mor og Far skyndte sig at skrive kontakt med hende og have julero i maven, for nu var usikkerheden om Far overhoved kunne starte på arbejde ryddet af vejen, i hvert fald ville det ikke være manglende pasning der ville forhindre far i at begynde på arbejde. (her fire dagen før arbejdsstart er Far i overvejelse om, at sælge Valbyhuset og købe et landsted på Lolland, så familien kan være selvforsynende og den lille kan være hjemme i trygge rammer, men det er ikke noget han fortæller om. Red.)
 |
"Far, synes du ikke det er dejligt
at se vuggestuen er fremme på den
teknologiske front. Og hvis der havde været
flere mænd ansat, tror du så ikke de
havde pakket Ipad'en ud?"
"Jo"
|
Det hele viste sig jo så at være ganske overflødige bekymringer, for lige i starten af året fik vi, som beskrevet, tilbudt den pasningsplads som var vores fortrukne. Vore bekymringer byggede nok mest på et medieskabt billede af at pasninggaranti ikke var noget Københavns Kommune kunne leve op til, mens virkeligheden viste sig at være en ganske anden. Men sådan er det nok ind i mellem, når det kommer til vore børn og deres fremtid, så finder vi alle bekymringerne frem, selvom det nok skal gå alt sammen.
Nu er Vitus i hvert fald igen i sin Vuggestue. I går forsikrede den maskuline pædagog Far om, at han kunne være helt rolig for, at Vitus kunne starte på en hel normal uge fra på mandag, når Far begynder på arbejdet igen.
PÅ MANDAG....åhhhh.......og Mor tager til New York på søndag og..........jamen.....åhhhhh....nu skal Far vist ud i foråret og have noget LUFT
1 dl yoghurt
