Vitus elsker bøger og noget af han fortrukne legetøj når han ligger alene er at ligge og bladre i sine bøger eller måske bider han i virkeligheden mere i dem, men ynglings er de i hvert fald. Nu ved jeg så ikke om han er miljøskadet eller det er naturligt for en 9 måneder gammel baby at søge bøgerne så passioneret. Men jeg har i hvert fald hidtil været stolt af hans appetit på litteratur, men det var så kun indtil jeg læste Information i sidste uge.
 |
| "Far, hvorfor synger vi ikke længere peberkagesangen?" "Fordi pebernødder er usunde, lille skat" |
Det viser sig nemlig, at vi er ved at opdrage ham til at blive højrenationalist, da vi har alle de forkerte bøger og knægten har jo allerede bidt sig fat i dem.I hele december var det oven i købet "Peberkagesangen" fra "Dyrene i Hakkebakkeskoven" som var vores ynlingssang, og den vakte begejstring sammen med de smørbagte pebernødder. Nu viser det sig så pludselig, at jeg har udsat mit barn for unødig stor risiko og en Breivik tegner sig i horisonten.
Den svenske teaterinstruktør Sofia Jupither har kritiseret det norske nationalikon Thorbjørn Egners "Folk og røvere i Kardemomme by". I en kronik i Aftenposten skriver hun blandt andet, at budskabet i værket minder om højreradikale mantraer. Hun skriver, at historien om Kasper, Jesper og Jonathan lærer os følgende:
»Mænd kan ikke gøre rent eller lave mad. Kvinder bliver glade af at passe manden og kræver ingenting til gengæld bortset fra en lille rose nu og da. Den største ulykke er at være anderledes og ikke tilhøre en ensartet gruppe. Det fremmede bliver eksotisk og spændende, hvis det sidder i bur, og det kræver stærke, modige mænd at redde hundehvalpe.«
Jeg synes heller ikke man skal dyrke sådanne stereotyper i forhold til kønsroller over for sine børn, og jeg synes vi skal vise dem noget andet. Men konsekvensen bør ikke være, at vi ikke skal læse sådanne bøger for dem. Jeg forbyder heller ikke ungerne at komme hos venner, hvis forældre har gammeldags kønsrollemønster. Ej heller er der forbud med at komme hos kammerater som er asetroende, selv om jeg synes det er en voldsforherligende religion og op til jul så vi også "Jul i Valhal" og storesøster er ikke begyndt at kaste med hammere af den grund. Men vi skal snakke med vores børn om hvad de oplever både i litteraturen, i spil, i TV, i bifffen eller sågar i virkeligheden, hvis det skulle indtræffe at den blev aktuel.
Forfatteren Egners er aktuel fordi han ville være fyldt 100 i år og vel også fordi hans værker stadig elskes af ungerne og os. Jeg synes også at hans værk er kønsstereotype, men derfra og til at synes det er "direkte skadeligt for opvoksende generationer" er der altså et stykke vej. Hans opskrift i "Peberkagesangen" er heller ikke særlig god, men derfor skal den da prøves alligevel (Vær opmærksom på der er to opskrifter i sangen, tag ikke den med et kg peber Red.)
 |
| "Far, tror du ikke min seksualitet bliver forskruet, hvis vi hele tiden skal læse om denne forelskede ko?" "Jo og du blir nok også vegetar og så blir Mor sur og vi lod også storesøster læse Pipi, så hun bliver nok racist"" |
Eller som de skrev "Hvad enten vi kan lide det eller ej, så lever de i den samme virkelighed som voksne. De er ikke et gådefuldt fremmed folk, som bare får lov at lege i livstræets krone. Det er de voksnes sentimentale version af barndom. De præsenteres for barske billeder, ubehageligheder og kompleksitet ude i virkeligheden i lige så høj grad som voksne. Men hvis der er noget, vi har lært af børnelitteraturen, så er det, at børn er gode til at stille spørgsmål. Faktisk så gode, at mor og far bliver lidt trætte af det. Børnene søger ikke svar i børnelitteraturen – og finder dem heldigvis også sjældent – dem søger de hos deres forældre, og der finder de måske også sjældent svar, men det kan man ikke give børnelitteraturen skylden for.
Børn er ikke blot tomme kar, som optager alt hvad de præsenteres for. Hvis de var det, ville der ikke være så godt et salg i børneopdragelsesbøger.
Når man føler en begyndende bekymring for om børnene nu bliver højreorienterede af at læse Folk og røvere i Kardemommeby, så bør man først spørge sig selv, om de spiser grøntsager, når man siger til dem, at de skal."
 |
| "Far, kan du huske vi så First Blood med Rambo, da vi besøgte Mor på barselsgangen og tror du ikke det påvirker hvilke legetøj man har? Så nu er du ikke bange for jeg bliver en voldspsykopat, med hang til store knive" Mor på barselsgangen, du var der jo sammen med Mor fordi det var der du blev leveret der af storken." (Forældrene vil hellere lyve for drengen end fortælle om sex, han kunne jo tage skade. Red.)  |
Fars far, som vi kan kalde Farfar var vild med krigsfilm fra 2 verdenskrig, og det skulle hans søn så også opleve. Så fra Far var 12 år gammel kam han med mellemrum i biografen og så film som Ørneborgen, Broen ved Arnhem, Navarones kanoner. Den sidste var i flere år vores ynglingsfilm og vi snakkede meget om dem og hvad det var der skete da der var krig og hvorfor der var krig.
Jeg kan tydeligt huske jeg var 12 år, fordi den vejledende aldersgrænse var 16 og min far sagde til kontrolløren at jeg gerne måtte se den, fordi jeg var moden af min alder (min fætter kaldte mig gammelklog, men det er vist det samme) og jeg var pavestolt over at gøre noget jeg var fire år for ung til. Da jeg blev ældre var det Vietnamfilmene vi tog livtag med og der var der højreradikale smæk for skillingerne, så jeg fik rigelig med påvirkning der kunne betinge en fremtid som lejesoldat hos en nationalistisk diktator.
Min far var også aktiv hjemmeværnsmand og jeg fik lov at være med til, at rense maskinpistolen, når vi skulle til det årlige våbeneftersyn. Det snakkede vi også meget om, hvorfor han havde en maskinpistol og endda skarpe skud i pengeskabet. Det der med at forsvare noget man troede på og det kunne betyde man skulle have våben i hånd og måske slå ihjel.
Min far viste sig kun i køkkenet til hverdag, når aftensmaden skulle indtages, men den forventede han så også var på bordet omking kl 18.00. Det var ikke fordi han ikke kunne lave mad, for det gjorde han ind i mellem, men kun ved særlige lejligheder. Men det var nu engang det familiemønster han og min mor havde valgt, det talte vi også en del om.
Min mor læste godnathistorie for mig og det blev til både røverne i Hakkebakkeskoven som tilsyneladende har højreradikale tilbøjeligheder, til Pipi som vist fører til racisme fordi hendes far har et forhold til en negerkonge i sydhavet og lille sorte Sambo udsatte mig for samme påvirkninger. Hvis jeg var heldig fik jeg også nogle gange en NEGERBOLLE (Der er tale om en flødebolle, men den gang vidste de ikke bedre. Red:) om aftenen, når bare jeg børstede tænder bagefter, eller kom Karius & Baktus og skræmte mig til at gøre det.
Mit første idol hed "Lille Bo", han sang "Jeg har set en rigtig Negermand" og ham så jeg til min første koncertoplevelse på en blokvogn i Lellingeskoven. Men vi snakkede altid om bøgerne og sangene.
 |
| "Far, hvis nu ikke du tror på alt det med påvirkning, hvorfor synes du så altid Mor skal læse "hvad fatter gør er altid det rigtige" for mig?" "Fordi den er god lille skat" |
Jeg ved ikke om jeg ligefrem er et bevis på at de havde ret i forudsætningerne, men jeg blev militærnægter, aktiv i fredsbevægelsen i nogle år og overvejede en karrierer som kok og bruger den dag i dag en stor del af min tid i et køkken. Jeg er den dag i dag stadig antiracist og bruger faktisk helst ikke ord som neger eller perker. Det er jo i den grad underligt, for påvirkningerne gik jo i den modsatte retning, men vi snakkede selvfølgelig en del om det eller måske var det i virkeligheden (ene)barnet der snakkede mest.
Hvorfor er vi så bange for påvirkninger?
I Information dækning af den skadelige litteratur havde de også et bud på hvorfor de voksne bekymrer sig så meget om, hvad børnene læser? Pensioneret professor i barndomssociologi fra universitetet i Trondheim Jens Qvortrup ser det som et udtryk for en sentimentalisering af barndommen.
»Det er typisk for vor tid, at vi opfatter barnet som noget, der skal beskyttes mod den farlige voksenverden. Vi vil beskytte dem mod ideologiske påvirkninger og andre fortrædeligheder.«
 |
| "Far, jeg er da ikke bange for den bog, for jeg synes NEGEREN er sød og jeg kan spise li så mange pandekager som ham" "Vitus altså, han er ikke neger, men sort og du ved godt sukker ikke er sundt" (Læg mærke til dukken Andrea hænger i baggrunden, en klart venstreorienteret påvirkning, hvilket Erhart Jakobsen slog fast allerede i 1970'erne. Red.) |
Og han ser disse debatter om, hvad børn bør og ikke bør præsenteres for i børnelitteraturen som udtryk for den generelle opfattelse af barndommen:
»Men spørgsmålet er, om vi ikke gør børnene en bjørnetjeneste ved at beskytte dem mod den virkelighed, som de jo er en del af, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Der bør være et stort spillerum i forhold til hvad børn præsenteres for.«
Det tror jeg han har ret i, men selvfølgelig skal vi være opmærksomme på at der er stor forskel på børn og hvad man kan udsætte dem for.
Vitus og jeg er blevet enige om at det vigtige er at forholde sig til sine børn og være der for dem på deres primisser.
Tjaaa måske er det så enkelt at man skal tale med sine børn.
Lille Bo - Jeg har set en rigtig Negermand
For mange er den sang blevet synonym med en småracistisk måde at udtrykke sig på.
OK, han synger NEGER, men lyt til sidste linie " Lad ej farven på mennesker spille ind, vi må mødes med et godt og ærligt sind"
Jeg fik læst højt af 'Den Store Bastian' som barn, og vi morede os kosteligt over alle de forfærdelige ting, der overgik de børn, der ikke kunne opføre sig ordentligt. F.eks. fik én klippet tommelfingrene af (fordi han suttede på dem), en anden gik op i flammer (fordi hun legede med tændstikker - så ku' hun lære det!), et par drenge dyppes i tjære (ja, fordi de gør nar af en 'negerdreng'), en fjerde svinder ind til det bare ingenting, 'fordi han ingen suppe nød'. Osv. Jeg synes stadig den dag idag at det er én af de bedste børnebøger, og jeg er stadig et godt menneske, der ikke ønsker at se andre lide! Børn lærer hurtigt at skelne mellem virkelighed og fiktion og at forstå satire - og de lærer at sætte det, de læser og hører ind i den kontekst, der er deres samlede verden. Selvfølgelig!! Tak for inspirerende læsning :)
SvarSletDa jeg var omkring de 10 år introducerede min mor mig for Sigrid Thomsens "Martin i Sydafrika". En af de mest spændende bøger, jeg nogensinde har læst. Hun sørgede for at fortælle mig at synet på 'negre' var meget gammeldags, og vi fik vist også snakket om indholdet i løbet af læsningen. Men grundlæggende oplevede jeg en drønspændende historie, hvor Martin og Birgit kom ud for de mest hårrejsende oplevelser i et land langt væk fra Danmark.
SvarSletOg jeg har naturligvis også læst både Pippi og Egner højt for mine børn - tilsyneladende har de ikke taget skade endnu. De har ikke fået Martin-bøgerne, mest fordi de er gået til i årenes løb og er næsten uopdrivelige i det danske biblioteksvæsen.