fredag den 1. februar 2013

#farsbarsel 53 - Er der forskel på mænd og kvinder?

For et stykke tid siden var der en der skrev på Fars Facebook:

"Nu stopper du simpelthen det der maskulinitets skrammel! Jeg kan overhovedet ikke forestille mig noget mere maskulint end en mand på barsel. Undervejs vil du med statsgaranti opdage, at det kræver lige så meget styrke at være på barsel som at løbe et marathon. Du kan jo prøve babybio i stedet for salmesang, hvis det bliver for meget for dig i længden!"

Nu er det så længe siden hun skrev det, at jeg har prøvet hele turen rundt i manegen også babybio.  Og efterhånden er jeg også enig med hende i at det er maskulint at være på barsel, selvom det hele tiden udfordres af omverdenen.
"Far, hvorfor bliver damerne så sure
når vi gerne vil have mere ligestilling mellem
far'er og moar'er?"

"Lille skat, jeg tror det er fordi
vi taler et forkert sprog og
de er jo meget følsomme"
Jeg tror og håber, der er en vis ironi i hendes indlæg. Men da jeg læste første sætning "Nu stopper du simpelthen det der maskulinitets skrammel!" følte jeg mig henført til midt i 1990'erne, hvor jeg var direkte politisk involveret ligestillingsarbejde. Bl.a. sad jeg i Ligestillingsministeriets Tænketank (som blev nedlagt da Fogh kom til) og her var der nogle kraftige fronter mellem forskellige trosretninger eller hvad det nu hedder inden for ligestillingsverdenen.

Der var en lille flok af overvintrede hardcore rødstrømper og deres akademiske aftagere, som ikke talte om forskel på mænd og kvinder, men om bærere af mandlige og kvindelige kønstegn (denne gruppe "talte ikke om" de "italesatte" Red.).

Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg høre det begreb "bærere af mandlige kønstegn" det hedder for fanden da en PIK, havde jeg altid lyst til at råbe, når jeg sad rundt om bordet med de alvorligt udseende damer (Begrebet damer turde forfatteren ikke brugde dengang. Red)

I tænketanken var der gudskelov også en gruppe kvinder, som havde et noget mere nuanceret syn på ligestilling, og så var også et par mænd.

Jeg havde svært ved at accepterer den position der lå i en retorik med bærere af kønstegn, fordi jeg i min praksisverden oplevede en grundlæggende forskel på mænd og kvinder, ud over den lille forskel. I mit ligestillingsarbejde ude i Ringsted, havde vi fokus på kønsblandede arbejdspladser, og hvilke fordele man fik ud af at have forskellige maskuline og feminine indfaldsvinkler til arbejdet. Hvordan det øgede trivsel og produktivitet på arbejdspladserne, hvis vi bevidst tænkte i kønsblanding. Det har jeg bl.a. skrevet om i antologien Midt i strømmen - om ligestilling, mainstreaming og mangfoldighed

Det var dengang, men grundlæggende er mit budskab stadig, at hvis ikke vi tager udgangspunkt i, at der er forskel på mænd og kvinder ud over de synlige kropstegn, så kommer vi aldrig nærmere en reel ligestilling. Jeg skal være den første til at erkende at rigtig mange af forskellene er kulturelt nedarvede og afhængig af hvilket miljø og samfundsklasse vi kommer fra. Det giver sig bl.a. udslag i at vi som køn har forskellige indgange til f.eks. børneopdragelse/pasning. Det ligger også dybt i drenge og piger, at de har forskellig adfærd fra de er helt små. Den forskellige tilgang, bliver jeg i denne tid mere og mere opmærksom på når jeg tuller rundt i en traditionelt feminin rolle som "barslende".

Det betyder ikke, at vi ikke kan og skal have en øget ligestilling mellem kønnene. At vi ikke skal kæmpefor at ændre de kulturelt og socialt nedarvede uligheder der også er mellem kønnene. Men vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, at den lille forskel mellem kønnene kan være både dejligt og en udnyttes som en fordel (her kan det lyde som en seksuel præference, men det er ingenlunde tilsigtet Red)

Jeg tror vi som mænd og kvinder dagligt oplever, at vi med baggrund i vores køn gør tingene på forskellig vis og hvad enten det skyldes kulturelle mønstre, social arv eller biologi, så bliver vi nødt til at tage udgangspunkt i det, når vi kæmper for mere ligestilling. Vi kan som køn bidrage med forskellige syn og løsninger på problemstillinger, der kan være en fordel, hvis vi tager udgangspunkt i det bedste fra begge verdener.

Vitus og jeg har selvfølgelig udgangspunkt i vores egen lille drengeverden og det som folk skriver til os. Men debatten om hvordan man skal ITALESÆTTE ligestilling ulmer stadig. Èn position er, at man ikke skal gøre noget overhoved, fordi det skal markedet nok selv klare. Men selv hvis man ser bort fra sådanne fundamentalistiske ideer, så har debatten stadig en tendens til at blive lidt skinger, hvis man stiller spørgsmålstegn ved den metodiske eller retoriske tilgang til ligestilling. Speciel hvis man kommer til at stille spørgsmålstegn ved "den traditionelle kvindebevægelse". Her kunne Far godt komme med en række anekdoter, som da han var inviteret som keynote speaker til en ligestillingskonference et sted i Norge, og der så var en, der diskret fik fortalt Far, at det ikke var en konference for mænd. Det var nok fordi de troede Michel (Far hedder også Michel. Red) var en kvinde, så det var nok klogeste at blive væk, for mænd var uønskede, så det var nok blevet skingert hvis jag var mødt op eller den gang da..... men nu er det ikke en blog til gamle anekdoter så det afholder vi os fra.

Forleden faldt vi over en aktuel artikel i Information af den socialdemokratiske ligestillingsordfører

Kvindebevægelsen er for skinger
www.information.dk
Kvindebevægelsen er for skinger26. januar 2013 - Af Trine Bramsen
facebook skrev hun derefter:
"Som en der mener, at en proaktiv ligestillingspolitik hører et moderne samfund til, bekymrer det mig, at den traditionelle danske kvindebevægelse ikke appelerer til flere særligt yngre kvinder - og har mere indflydelse end tilfældet er. Omvendt kan jeg godt forstå det. Kvindebevægelsens metoder, retorik og poliske adfærd er efter min opfattelse ikke tidssvarende. Bevægelsen risikerer, som jeg ser det, at uddø - enten af alder eller af manglende indflydelse. Det kan i værste fald gå ud over den danske ligestilling."


Men sådanne spørgsmål kan man ikke stille uden at blive skudt fjendske motiver i skoende og grundlæggende bekræfte hendes tese om at det bliver lidt skingert.   (og medgiver kritikerne at hun er generaliserende i sit ordvalg, men helt ærlig hvor små skal skoende være)

Strakt kommer der svar på tiltale på hendes væg, fra en for mig ukendt Helle Poulsen som åbenbart føler sig ramt:
"Kære Trine. Inden jeg rigtig kan forholde mig til det, du skriver, kunne jeg godt tænke mig en definition på 'kvindebevægelsen'. Hvem eller hvad er den? Er alle, der arbejder for ligestilling, automatisk en del af denne åbenbart konsoliderede bevægelse (siden man kan omtale den i bestem form) eller er det kun bestemte dele af 'bevægelsen', du hentyder til (hvorved 'bevægelsen' jo så ikke er et samlet hele mere)? Er der andre 'bevægelser', der efter din mening arbejder mindre skingert med ligestilling? Jeg er lidt forvirret over, hvem kritikken mere specifikt er rettet i mod, da jeg mener 'kvindebevægelsen' er et alt for diffust og luftigt begreb, som den enkelte læser dermed inviteres til selv at indholdsudfylde med egne opfattelser og fordomme, jvf. f.eks. Kenneths kommentar ovenfor om 'betonfeminister' (der er et ligeså tomt begreb som 'kvindebevægelsen'). Det vil klæde diskussionen, hvis vi bliver mere konkrete og specifikke og ikke lader det være op til læserens fantasi."

Os drenge herhjemme på barsel, bliver lidt triste over, at der bruges energi på sådan en debat i stedet for at kæmpe sammen, mod de kræfter der ikke synes der gøres noget ekstraordinært for at fremme ligestillingen. Dem er der mange af og det virker ind i mellem som om de bliver fler og fler  jf. f.eks. debatten om øremærket barsel til mænd. Måske skulle den "traditionelle kvindebevægelse" lytte lidt efter de gode intentioner fra socialkammeraten om at det er nødvendigt at tiltrække flere og yngre mennesker til kamp for øget ligestilling, hvis vi skal have ændre noget.

Måske sgu de også bruge lidt humor og selvironi, hvis det hele ikke skal drukne i manifest kommunikation 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar