tirsdag den 26. februar 2013

#Farsbarsel 63 - på røven

6 dage tilbage

"Hey er det ikke lidt langt mellem jeres opdateringer, er det fordi der er ved at være stress på når far snart skal starte arbejde, men vi savner altså nogle at grine af" var der en som spurgte forleden.

"Far du er ikke på hælene du er
totalt på røven. Det kan være
hyggeligt nok at være med i dine daglige
gøremål, men jeg er
pisse træt af hele tiden art sidde
på gulvet herude på badeværelset så mange
gange om dagen, så erkend nu
du er på skideren og få nu fingeren ud"


"Lille skat, pas nu på dit sprog"
Tjoo der er lidt stress på barselsfalderebet og alt undtagen lommeuld har jo en årsag. Vitus er blevet stor og stiler andre krav til aktivitet, han sover mindre om dagen, så der er ikke så meget tid til at Far får skrevet hvad vi snakker om. Men Far har også været lidt på hælene og det kulminerede så i denne uge. Far lider nemlig af en kronisk tarmsygdom, der som regel holder sig i ro. Nogle gange bryder den dog ud og så skal den passes og medicineres. Som regel går den så hurtigt i sig selv igen, så den er til at leve med uden at påvirke dagligdagen sønderligt. Sådan plejer det i hvert fald at være.

Nu er Far jo en mand og sådan én bruger ikke unødig tid hos lægen, da slet ikke når man ved hvad man fejler og man oven i købet er udstyret med en  recept til medicin som man så selv kan doserer og som kan fornys digitalt. Sådan et sundhedssystem er sgu da smart. En sådan forbedring er helt sikkert fundet på af en mand, som ikke besidder denne feminine trang til hele tiden at skulle konfronterer sin læge med alvedens småproblemer.

Så Far har stille og rolig passet sin lille sygdom mens han har været på barselsorlov. Sygdommen har måske nok været i udbrud et lille stykke tid (Mor mener ikke at to måneder kan karakteriseres som et lille stykke tid. Red) og måske er den ikke lige frem blevet bedre, men det betyder jo ikke helt så meget, når ikke man skal passe ind i et tidsskema på et arbejde, men selv kan designe hverdagen sammen med Vitus, uden at nogen opdager at man måske er lidt syg. Vitus har vist ikke mærket noget til det og har bare været stiltiende deltager til en lidt anderledes hverdag, hvor vi ikke har været helt så længe uden for huset og toiletadgang.

I sidste uge opstod der så et mindre modpres fra den feminine del af husstanden. Mor spurgte hvor meget jeg egentlig havde tænkt mig, at tabe mig? I første omgang troede jeg det var et oplæg til ros, over at jeg på trods af de ekstra kg fra starten af barslen, var nået ned på min idealvægt igen. Men det var det så ikke, men et oplæg til en fælles kritik af husfaderen, for manglende sygdomserkendelse og indsigt. Jeg fik mumlet noget om, at jeg synes det gik bedre og jeg var begyndt at tage lidt mere medicin. Det var så heller ikke det rigtige svar. Mor blev bakket op af den ti-årige, der med klar ryst sagde "Michel du er jo constance på toilet, så du er sgu da ikke rask" og mor som sagde "jeg er for alvor blevet bekymret, fordi jeg har lagt mærke til du ikke har spist noget de sidste par dage"

Det var vist også rigtigt, og når nu jeg blev konfronteret så direkte med det, så blev jeg også selv lidt bekymret. En helt selvransagende tanke, kunne nok også forklare en vigende energiniveau og vel også en forklaring på at der er blevet blogget lidt mindre, for det er vist ikke kun Vitus skyld vi ikke får skrevet, bagt, støvsuget m.m.m så meget som i starten af vores fælles orlov.

"Far, du ved godt at det er tabu, med sådan
 en grim sygdomme. Det er altså næsten
ligeså meget tabu som en psykisk lidelse. Det er sgu
da pinligt når det handler om tarme og hvad der nu
kommer ud af det. Og jeg forstå slet ikke
det der med lægen og kikkert, men du
behøver ikke forklare mere..."


"Vitus, derfor skal man netop tale om det
og ens forældre er aldrig pinlige"
Plakat
Når selvransagelsen ført rammer én, så kan jeg også godt se, at en ting er at have lidt ond i maven og hvad der nu følger af sådan lidt tarmbetændelse, noget helt andet er at miste appetitten. Appetit er trods alt noget af det essentielle i Fars liv. Jeg synes da cola, bananer og riskiks er en udemærket spise, men måske ikke som eneste fødemiddel.

Så nu har Far været en tur på sygehuset og blevet tjekket i hoved og røv, er blevet loadet med ny medicin, som havde øjeblikkelig virkning og føler mig helt fit efter 1½ døgns behandling. Den største umiddelbare bivirkning af sådan en binyrebarkkur skulle være at den giver en vældig appetit og et egergibust, så jeg skal nok nå op på mandevægt igen inden jeg startet arbejde på mandag.

MANDAG uhhhhh for fanden da, det er altså snart. Det er vi slet ikke pararte til......ellers det er Far ikke mentalt parat til, for knægten er nok. Sidste jeg så ham var i morges, hvor han grinede og vinkede, da jeg sagde farvel til ham over i vuggestuen. I dag er første dag, hvor han skulle være der en hel dag uden Far og de ville ringe, hvis han savnede mig for meget. Men jeg har ikke hørt en lyd og nu er det over middag, så måske skal jeg bare erkende at vi i gennemsnit nok er ved at være klar til at Fars hverdag og Vitus er i vuggestuen.

I øvrigt en fantastisk vuggestue, som vi er vilde med og nok skal fortælle mere om i næste afsnit af farsbarsel.

PS: Far har iøvrigt lovet sig selv, at han også på sygdomserkendelsesiden vil være lidt mere i kontakt med sine femininesider og opsøge sundhedssystemet før han rigtig kommer på røven næste gang, specielt når nu de kan fremkomme med en så effektiv kur.
(Til speltkvinder med hang til hysteri, kan fortælles at Far lider af Colitis Ulcerosa, og han ved godt at binyrebarkhormon ikke er et vidundermiddel, kun med positive bivirkninger, han er bare overstadig over at nå en normal Red.)

1 kommentar:

  1. Hej, jeg hedder "Inger Pedersen" Jeg er fra Danmark. Jeg var gift i 9 år med Oscar. Ting begyndte at blive grimt, og vi havde kampe og argumenter næsten hver gang på grund af min manglende evne til at føde ham et barn. Min mand pludselig begyndte at sove ude og give forskellige undskyldninger for, hvorfor han ikke kan komme hjem. Han begyndte at have anliggender med andre kvinder uden for at overveje, hvordan jeg vil have det.

    Hele min verden blev knust, og det ser ud til, at jeg mistede den eneste person, jeg nogensinde virkelig har elsket. Oscar var min bedste ven, min soulmate, min Superhelt og min hjerteslag, men han ser ikke længere noget godt i mig. Det blev værre på et tidspunkt, at han anmodede om skilsmisse ... Jeg prøvede mit bedste for at få ham til at skifte mening og blive hos mig, men al indsats var nytteløs. Jeg bønfaldt og prøvede alt, men stadig, intet virkede.

    Gennembruddet kom, da nogen introducerede mig for denne vidunderlige, store stavebeslag, der til sidst hjalp mig med ... Jeg har aldrig været tilhænger af ting som dette, men besluttede bare at prøve modvilligt, fordi jeg var desperat og havde intet valg ... Han holdt specielle bønner og brugte rødder og urter ... Inden for 2 dage ringede han til mig og var ked af alt det følelsesmæssige traume, han havde forårsaget mig, han flyttede tilbage til huset, og vi fortsætter med at leve lykkeligt. hvad et vidunderligt mirakel Baba Egbe gjorde for mig og min familie. Den gode nyhed er Oscar, og jeg er nu tilbage sammen og lever lykkeligt, og vi er blevet velsignet med tre børn, to drenge og en dejlig pige efter 9 år med barnløshed. Han hjalp mig også med at løse mit gigtproblem, som jeg har beskæftiget mig med i årevis

    Jeg har introduceret ham for en masse par med problemer overalt i verden, og de har haft gode nyheder ... Jeg er overbevist om, at nogen derude har brug for hans hjælp. For hurtig hjælp af enhver art, kontakt Baba Egbe nu via hans e-mail: babaegbetemple@gmail.com eller WhatsApp ham på +2347013499818

    SvarSlet