fredag den 11. januar 2013

#farsbarsel 40 - til fest med folkestyret

I går havde Mor inviteret Far til fest sammen med toppen af det danske folkestyre. Mor sidder i folketinget og en gang om året inviterer de til fest med ledsager. Derfor var Far heldig at komme med på de bonede gulve og Vitus var glad for at Mormor og Morfar kom for at passe ham, selvom han da gerne lige ville have spurgt et par politikere, hvorfor de ikke vil indføre mere barsel til fædre.

Jeg synes det er fascinerende at møde så velartikulerede mennesker som vores regerings-, folketing-, og Europa-parlamentsmedlemmer. Bordplanen blandede os godt rundt og ved vores bord var der var flere præster fra både den yderste højre og fra venstrefløjen. Den sidst nævnte med sæde i Europaparlamentet, som havde et stor udækket behov for at forklare os naive sjæle hvordan verden virkeligheden ser ud.

Det er egentlig så befriende at konversere så dannede mennesker, for de er velorienteret og taler gerne glad og længe om det, der ligger dem på sinde. Man behøver heller ikke sidde og forsøge at finde på interessante emner, for de her jo vandt til at sætte dagsordenen og de taler mest til og om sig selv.

Der var dog også mere mere morsomme og pragmatiske politikere repræsenteret ved bordet, bl.a. en søn af en tidligere udenrigsminister, som kunne en fantastisk morsom parodi på snobberne Frits og Poul

Så  hyggeligt og interessant var det, dejlig mad fra Meyer og ikke specielt ekstravagant, vi fik samme tilbudsvin fra Phillipson som vi drikker hjemme i Valby, så det var befriende usnobbet.

De underholdende elementer var i top. Hele seancen blev indledt i Hofteatret, hvor en veloplagt Cæcilie Norby der gav et fantastisk indblik i sit brede repertoire og spillede også sin udgave af Bowies Life on Mars.

Det er folketingets formand der indbyder og vælger underholdningen, han stod også for aftenens topunderholdning, nemlig en bidende satirisk og selvironisk tale, som ikke kan gengives, for den skal bare opleves.

"Far, hvorfor er der babystole
inde i folketingets bar?
Var der inviteret børn med?
Eller er det så  folketings-
medlemmerne kan komme
forbi med med deres babyer,
når de holder barselsorlov?"

"Nej lille skat, det er ikke for
børn at deltage i sådan noget
og i folketinget er de
alt for vigtige til at
holde barselsorlov"
Normalt er jeg jo ikke Far på fuldtid, men arbejder som lobbyist for bibliotekerne. Derfor benytter jeg gerne sådanne lejligheder, omgivet af ministre og politikere, til at forsøge at dreje samtalen ind på det fantastiske demokratiudviklende ved gode og veldrevne biblioteker.

Altså finde lige det tidspunkt, hvor politikeren trækker luft ind for at sætte en ny talestøm igang og så slå til og meget hurtigt sige "er du iøvrigt klar over at de der får en uddannelse, er de der har brugt biblioteket som barn...bla......bla...." og så håbe på en refleksion om, hvordan de selv brugte deres barndoms bibliotek og måske endda en vision om hvordan det kunne udvikle sig.

Men det gjorde jeg jo ikke til denne fest, for nu er jeg jo Far på fuldtid, så det var barselsorlov til fædre jeg forsøgte mig med og kom med alle argumenterne som I har været med at skabe via denne blog (det passer nu ikke helt, hvad blogskribenten skriver, for ordet bibliotek blev hørt både i samtale med kulturministeren og andre centrale kulturpolitikere Red.)

Det var morsomt at høre politikerne forholde sig til, at jeg har valgt at gå på barselsorlov i HELE 3 måneder. Et par stykker måtte da også lige spørge, sådan lidt indforstået "men du har vel ikke sluppet tøjlerne helt, du er vel på mail eller kigger forbi Vartov" (hvor Fars arbejde har til huse Red.) Jeg tror faktisk heller ikke de troede på mig, når jeg fortalte, som sandheden er "Jo jeg har sluppet tøjlerne helt og åbner heller ikke min mail for jeg har BARSELSORLOV"

Den sidste del af blogindlægget er flyttet til en selvstændig blogpost (red.) se
Åbent samråd i Beskæftigelsesudvalget

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar