#Farsbarsel 47 - Forsømmer vi vores børn, når både mor og far arbejder på fuld tid?

Nogle stykker har reageret på om vi er holdt op med at blogge. Tak til jer begge, men vi stopper ikke, vi lægger bare lidt om. Vi kan også godt se at der har manglet nogle hundrede besøgende på vores blog i går, hvilket vi håber er fordi vi ikke har lagt noget ud i nogle dage, selvom vi selvfølgelig frygter det er fordi vi er blevet uinteressante;-)

Årsagen til de mangle blogposts er, at vi har lagt vores døgnrytme lidt om. Vi må jo nok indrømme, at det mest er far der sidder ved tasterne, og skriver vores samtaler ned. Det er gerne sket mens Vitus har sovet formiddagslur. Det er Vitus hold om med, faktisk sover han ikke om dagen mere, men til gengæld helt igennem om natten. Det betyder han er vuggestueklar men skaber så en udfordring for vores blog. Vitus har nemlig sikret sig at Far ikke skriver når han er vågen, for hvis PC'en for opmærksomhed skriger Vitus. Det er en dejlig og effektiv måde at minde Far om, at barselsorlov er skabt til at være sammen med sit barn.

"Far, hvorfor diskutterer de om man forsømmer sine børn
hvis man arbejder over 37 timer om ugen
så man kun er hjemme når børnene er trætte
om morgnen og aftenen? Prøver de at finde
gode undskyldninger for ikke at være sammen med
deres børn?

"Ja lille skat."

Så i dag lytter knægte og jeg til Ordet er dit  på P1. Emnet er "Forsømmer vi vores børn, når både mor og far arbejder på fuld tid?" Det vil sige knægten læser for han er jo litteraturens mand som vi skrev om for nogle dage siden

I udsendelsen stiller de det overordnede spørgsmål "Kan du genkende nogle dilemmaer fra dit eget liv? Og hvordan får du selv familie- og arbejdslivet til at gå op i en højere enhed?"

Det kan vi godt og det er faktisk også noget af det der fylder mest i samtalerne mellem Mor og Far i disse dage. Vi er vel begge det der betegnes som karrierermennesker. Det betyder at vi tjener rimeligt godt, men til gengæld har lidt lange arbejdstider. Godt nok i et fleksibelt miljø, men der er en del møder på skæve tidspunkter og de holdes ikke altid lige i nabolaget, oven i det er der en del rejser i løbet af et år og ind i mellem rammer arbejdet også vore weekender. Vi har ikke bedsteforældre lige om hjørnet så vi er afhængig af institutioner og hvad der nu kan tilkøbes i de perioder, hvor det spidser til.

Kan vi få det til at hænge sammen?

Det snakker vi en del om, og har af gode grunde ikke svaret for det er vist noget der skal opleves og afprøves. I de første 11 måneder af den lilles liv, har enten Mor eller Far gået hjemme hos ham og det er jo fantastisk. MEN om 1½ måned starter Far igen på arbejde og så kommer udfordringerne nok væltende.

Det store dilemma for os er om vi er parate til at lave vores liv om, hvis nu ikke det hænger sammen. Vil og kan vi for alvor lave om på vores liv, med de konsekvenser det får for vores økonomi, status, hus, forbrug, ferie og alt det der er i vores liv, hvis vi vælger andet arbejde.

Det er ikke os alene der har det dilemma, det er også det der fylder i den omtalte debatudsendelse. Men efter at have hørt udsendelsen, sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at det spørgsmål ligesom ikke er til debat for virkelige mennesker. For hvis man ikke realiserer sig gennem sit arbejde 100% så er man ikke normal. Derfor er det ikke muligt at gå ned i arbejdstid eller indtægt, for vi har jo sat os i en "økonomisk situation som er betinget af to fuldtidsindtægter", hvilket jo også er gældende for de fleste - og altså også os i den lille Valbyfamilie. Med mindre man da ønsker at ændre sit liv for alvor....

Og ellers kan man vælge den anden ydrepol, som Information beskriver i dag og det er lidt langt ude i skoven...

'Vi kommer aldrig tilbage til normaliteten' | Information
'Vi kommer aldrig tilbage til normaliteten'. Andrea Hejlskov og hendes familie bor i ødemarken i Sverige. De har vendt det moderne, ...

Men hør selv udsendelsen her

DR beskriver dilemmaerne sådan:
Er det overhovedet muligt at være gode og nærværende forældre, hvis man jonglerer to fuldtidsjobs samtidig med familielivet? Eller skaber vi selv utilpassede og ufokuserede børn og unge, når vi ikke tager os af opdragelsen selv, men i stedet overlader det til børneinstitutionerne 8-10 timer dagligt at give kærlighed, nærvær, værdier og sætte rammer for vores børn?

Men også, når forældrene kommer hjem, er den gal: Helt nye tal fra Rockwoolfonden viser, at på en almindelig hverdag sidder danske børn i alderen 12-17 år foran en computer, en tablet eller et TV i næsten tre timer i deres fritid. Er det god børneopdragelse?

Samme undersøgelse viser, at danske børn sover for lidt og dyrker alt for lidt motion. De mister koncentrationen. Og så kan de ikke klare sig i skolen. Har vi som forældre opgivet at sætte rammerne for vores børn, så de bliver sunde og velfungerende?

Koster kvindernes frigørelse og indtræden på arbejdsmarkedet for meget på familiekontoen? Og hvad kan vi gøre ved det: Er løsningen at én eller begge forældre går ned i tid?

Og har vi som samfund overhovedet råd til, at én forældre helt går derhjemme eller går ned i tid på arbejdet? Og har den enkelte familie råd til at miste en hel eller dele af en indkomst?



.