#Farsbarsel 49 - Får mænd også ammehjerne?

Mor spurgte forleden aften over middagen sådan lidt henkastet  "får mænd også ammehjerne?" Det kunne jo lyde som et meget uskyldigt spørgsmål om mænd udvikler nogle af de samme traumer ved at være på barselsorlov som kvinder (her kunne det lyde som om forfatteren antyder, at kvinder på barselsorlov alle sammen lider af ammehjerne, er uligevægtige og utilregnelige, men det er helt utilsigtet Red)

Men det var ikke et uskyldigt oplæg til en snak om mænd og kvinders adfærd. Det var møntet på, at Far har ændret adfærd og har mistet noget af sit ellers så imponerende overblik og evne til at have mange bolde i luften samtidig. Det var en borrende bemærkning der ramte lige ind i Fars fortælling fra dagen om, at vi var kommet til at gå en lille omvej til svømning, så vi næsten var kommet for sent, da det havde taget 20 min. længere end de mange andre gange vi har gået ruten.

Jeg gav hende selvfølgelig ikke ret i at FAR skulle være ramt at et så feminint fænomen som ammehjerne, men slog det hen med at vi jo var nået derhen til tiden og det var godt at gå nye veje, men tænk hvis hun har en lille smule ret?

"Far, tænk hvis det var Mor der skulle finde vej og der var sådan et skilt, så 
havde vi nok stået der endnu"

"Tjaaa..bum..bum... tjaa..men lille skat, vi har jo aftalt du ikke skal
drille Mor bare fordi hun er radikal."
(Den lille dreng hænger vist fat i en fordom om at radikale politikere
ikke kan bestemme sig, men det var jo før de bestemte kvinder tog over.
Sådan er det jo..ikke mere. Red)

Kan det være at en så stor ændring at være på barselsorlov, at det påvirker ens personlighed? Altså det at  at gå fra en travl arbejdsdag til en travl barselsorlovsdag kan få betydning for ens evner. Kan det være at den mulighed som jeg normalt har i mit arbejde for at strukturer og planlægge hverdagen pludselig ændres til at det er en lille dreng som efter sit forgodtbefindende træffer alle valg. Et lille væsen som godt nok er viljestærk, men hjælpeløs, så Far har kun ét valg og det er at opfylde hans behov.

Fra litteraturen ved vi godt at store ændringer i et menneskes liv kan medvirke forandringer i psyken, men det er vel kun svage mennesker eller ammende kvinder der rammes af sådan noget (Der kan evt. også indlæses en hentydning til at ammende kvinder er psykisk uligevægtige, hvilket også er utilsigtet. Red)

Jeg tror de fleste mennesker trives bedst med at have nogle strukturer i deres hverdag. Jeg har selv oplevet det tidligere i mit liv, hvor jeg en overgang underviste på en daghøjskole. Skolen primære opgave var at hjælpe arbejdsløse mennesker med at finde en struktur i deres liv, så de kunne komme igang på arbejdsmarkedet. Hjælpe dem sådan at de selv var i stand til at strukturer eget liv. Hjælpe dem til at kunne magte så simple ting som at stå op om morgnen og møde til rette tid. Der var nemlig en del der ikke havde sådanne evner efter en længere arbejdsløshedsperiode. De fleste vi underviste kom fra en sårbar gruppe, men alle kan komme i den granatchok-lignende tilstand, der gør at man mistede overblikket og evnen til at planlægge selv simple ting og det kunne tage en hel dag at planlægge at gå til købmanden og købe mælk og brød. Alt sammen betinget af at ens situation ændre sig, som den gør hvis man bliver arbejdsløs eller der er andre livsvilkår der ændre sig.

Nogle vi sikkert kende situationen som stress. Hvis man f.eks. tager udgangspunkt i Lazarus og Folkmanns definition ”Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, som opfattes som en belastning af personen eller som overstiger hans eller hendes ressourcer og truer hans eller hendes velbefindende” .

Denne definition beskriver en sygdomstilstand, men jeg tror vi alle sammen kender fornemmelsen af at man bliver lidt rundtosset af, at end livssituation ændre sig. Det kan være både den negative og positive tilstand. Fra arbejdsopgaver der synes uoverkommelige til en stormene forelskelse, hvor alt andet bliver ligegyldigt. Det påvirker os og man kan ramme en stressligende tilstand, hvis ikke man passer på og lige får det rette perspektiv på og det kan man ikke altid, hvis man ikke selv kan ændre på ens eget liv som hvis man ikke kan komme i job eller passer et lille hjælpeløst barn.

"Far det er fedt, at være i svømmehallen
men behøver vi gå ud i det der
vand, det synes jeg er stressende?"

"Ja, Vitus du skal gøre
hvad Far siger, ikke efterligne
hans forbier"

Såååå er Far stresset?
Nej det er han da ikke, men han er i en boble, hvor det ikke er ham selv der bestemmer ret meget. En situation hvor omgivelserne godt kan belaste en svagere mand end Far, med sine konstante og aldrig forudsigelige krav. En lille glad dreng som smiler hver gang han får opmærksomhed, men bliver ked, hvis han et øjeblik ikke får det. Samt selvfølgelig resten af familien som kommer hjem og forventer miraklet fra køkkenet i et skinnende rent hus, for Far går jo bare hjemme på barsel.

Men sådan er det jo. Jeg nyder det, ville ikke være foruden og klager ikke, men hvis jeg skal være helt ærlig og I ikke siger det til Mor, så gik jeg faktisk den forkerte vej sidst jeg gik til svømmehallen og det var absolut noget, der for mere hypokondriske mennesker end jeg, kunne karakteriseres som stressligende tilstand. Men det vil jeg nok aldrig indrømme i virkeligheden, ligesom jeg ikke synes at man skal tage hensyn til kvinder med ammehjerne, for det handler jo bare om at ta sig sammen og skabe en fast struktur i sit liv og komme igang, sådan lidt ligesom "flertallet" siger til de arbejdsløse. Men sådan er det jo.....