#Farsbarsel 51 - skal man være troende for at være Far?

Ugens højdepunkt for den gamle ateist og hans søn er babysamlesang. Eller det har udviklet sig til det og er i hvert fald der hvor vi bliver stimuleret mest, hvilket gælder os begge. Far var fra start skeptisk over for hele konceptet, men blev overtalt af den troende Mor og den glade dreng. Far synes jo også det er fint nok at prøve noget nyt, specielt når man kan forholde sig til det med ironisk og adstadig distance, uden at sætte sin overbevisning på spil.

Se også:
#farsbarsel 4 - Vær velkommen herren
#farsbarsel 3 - Vor Gud han er så fast en borg

MEN den gamle Far må vist erkende, at han synes det er pisse godt at være i kirke på den måde. Han skråler med på både samler, børnesange, rim og remser. En del ville nok også gerne være en flue på væggen når der skal danses, for også der er Far den der danser mest igennem. Til tider så vildt, at knægten bliver bange som f.eks. i dag, hvor han brød samme af gråd. (vidste man ikke bedre ligner det en religiøs ekstase eller måske skyldes knægten gråd, at han rent faktisk kan se sin far danse. Red.)

"Far, du manipulerer altså når du altid siger
at babyaktiviteterne er for moar'er, der står jo
at det er for babyer
og forældre på barsel. Og i dag var der da
fire andre mænd"

"Ja lille skat, men de tre var holdte mænd
som konerne havde taget med og den fjerde
var vist ikke så meget mand"

Hvad er det så der gør at babysalmesang kan få den gamle ateist til at overgive sig. Ført og fremmest er det nærvær og tilstedeværelse. Den autentitet man mærker med det samme man træder ind i krypten, hvor manden som står for salmesangen byder velkommen. Det handler som så meget andet af mennesket bag, for rummet er i sig selv ikke særlig inspirerende og minder med alle madrasserne på gulvet om et bollerum fra 70'ernes kollektiver (Det er en fantasi fra forfatterens side, for han har aldrig set et, da han er alt for ung. Red)

Manden som søger for at alle os mødre synger og bliver aktiveret på anden vis, udstråler indlevelse og smittende energi på sin egen underspillede måde. Selvom vi til tider er op imod 25 babyer og mødre, så formår han at være nærværende og kan ovenikøbet huske de fleste af babyernes navne (Værd at fremhæve, da alle babyer jo ligner hinanden. Red) 

Efter at have deltaget en del gange, har jeg så opdaget at han også er et inspirerende menneske på andre planer. Et menneske som ikke kun går op i kirke og religion, som mine fordomme ellers bød mig at tro om en mand der var organist.

Så vi må indrømme at vi er begyndt at blive hængende efter salmesangen. I dag blev det vist til 1½ times tid, selvfølgelig fordi knægten lige skal have en snack og Far en kop kaffe, mens Vitus leget med de andre børn. Dog skal også understreges, at for en Far på barsel spiller det sociale samvær med andre voksne også en vigtig rolle. De første gange var det de andre mødre som Far forsøgte at være social med, men fandt nok aldrig helt ind i amme(stue)historierne. De sidste gange er det så blevet organisten, som Far hænger ud med nede i kirken. Ikke kun fordi han sikrer Far en voksen og maskulin kontakt, men også fordi han er det inspirerende mennesket. I dag lærte vi en del om Valby og planerne for hvordan den skal udbygges, jeg fandt så også ud af han går op i god mad, så jeg har fået gode tips til indkøb og de gode spisesteder.

Hvordan fandt den gamle ateist og knægten så endegyldigt ud af, at de kunne få personligt udbytte i sjæl og legme af at deltage i et så feministisk og religiøst setup som babysalmesang? Helt ærlig må vi nok erkende at det var en enkelt bemærkning fra organisten for nogle uger siden.
Vi startet altid oppe i kirken med at synge en salme før vi går i krypten og synger børnelegesang. Da han sagde " Vi synger nr. 717 I går var hveden moden. Men vi synger kun de tre første vers, for ellers bliver den vist for missionerende og selvforherligende af bygningen her" så var vi solgt. Ud over at vi synes det var morsomt at høre i en kirke, så udtrykte han der en rummelighed som ellers ikke udtrykkes så ofte i religiøse fællesskaber. Han tror sikkert på et eller andet, men han ville ikke pådutte os sin tro og udtrykte forståelse for, at vi som deltagere og mennesker var forskellige og havde forskellige motiver for at komme til arrangementet. En accept af at nogle måske kun var kommet fordi der ikke var andre tilbud til mor og barn. En bemærkning som kan få alle til at føle sig velkomne. Men han er selvfølgelig heller ikke præst;-)

Rektor: Ordet "troende" i jobopslag skræmmer nyuddannede ...
DF: Selvfølgelig skal præster tro på Gud .... Skrivelse / kommentarer af rektor på Pastoralseminarium er for mig grund nok til at .

"Vanen tro & alt andet lige" så er os drenge blevet enige om, at er det bare fedt at komme i kirken på de primisser og det bliver vi sgu nok ikke mere troede af, men måske bedre menneske?

Til jer ugudelige, som ikke hverken kender kirkens liturgi eller deres samlebog så optrykker vi her link til vores babysalmesangskirke som hermed varmt anbefales og til nr.

717

I går var hveden moden

Mel.: Nu blomstertiden kommer

1

I går var hveden moden,
i dag står skoven hvid;
om lidt vil lærker kvidre
om sol og forårstid.
Der råbes mellem grave
om nu'ets evighed,
mens vinden lægger støvet
til ro et ukendt sted.

2

Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
De store ord blir mindre,
og planer hentes ned
fra flugt mod morgenstjerner
til døsig aftenfred.

3

Derfor - på ugens morgen
må vi herhen igen,
hvor kirken åbner døren
som for en gammel ven.
Og ord får atter mening;
skønt vi har slidt dem ned,
kan de forundret synge
om håb og kærlighed.

4

Her døber vi de spæde,
vi knytter hjertebånd
og beder, at de døde
må leve i Guds hånd.
De lærte os om troen,
der - rakt fra slægt til slægt -
gir ordet hjertets visdom
og eftertankens vægt.

5

Om alle vore drømme
forsvinder i det blå,
og skyggerne blir lange,
og mørket banker på,
skal kirken stædigt vidne
om troen, der består
og føjer dage sammen
i evighedens år.

Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000.