#farsbarsel 4 - Vær velkommen herren

DAG 2

Min maskuline ateistiske sjæl overlevede en tur i Guds hus, hvor min søn blev udsat for babysalmesang. Det gik så også op for mig, at holdet var forberedt på at jeg kom, for MOR havde fortalt, at hun ville prøve at lokke mig derind, men at jeg nok ikke turde!

"Far det kildre så dejligt i numsen når jeg sidder her
på flyglet, er det helligånden?"
"nej min søn, og det er heller ikke en katolsk præst,
det er såment en pianist der jazzer
Vær velkommen Herrens år lidt op" 

TURDE - som om, tsk, tsk....ikke noget med at begrunde det med min ideologiske overbygning og skepsis over for fundamentalistiske religioner og missionering. som jeg vidste var en vigtig del af babysalmesang. Nej bare "han tør nok ikke".

Jeg gennemførte det, og må konstatere at der sgu ikke var meget Gud over det. En enkelt salme i kirken og ellers rytmiske lege på madrasserne i kælderen, hvor alle kvinderne og mig boltrede os, sammen med ungerne. Så jeg fik punkteret en fordom (øv) og blev også oplyst, for jeg have på ingen måde forestillet mig, at en folkekirke havde indrettet et rum i kælderen med madrasser, der næsten henledte ens tanker på et bollerum fra 70'ernes kollektiver. Og måske også en lille erkendelse af, at jeg nok var en lille smule bange for at skulle udfolde mine sangtalenter sammen med en flok kvinder på madrasser midt i en kirke.

Nu er det igen næsten blevet frokost tid, Vitus sover og jeg overvejer hvad Gud egentlig har at byde på? Specielt i forhold til den bette purk, som bliver udsat for lidt af hvert. En mor hvis grundholdning er præget af troen på den kristne Gud. En Gud som ikke kun kan få hende til at gå på vandet, men også svæve, som hun skriver om i artiklen her 

Jeg flyver ud af kirken langfredag og en far som ikke kun er ateist, men også mistroisk over for alt hvad der lugter af irrationel forkyndelse.

Men det er vel en grundlæggende del af livet, det at træffe valg og finde ud af at det er én selv der skal træffe valgene i eget liv. Så vi udsætter vel bare den lille dreng for en dannelsesproces.

Men jeg har måske også udfordret ham en del på det der Gud de sidste dage. I dag i kirke og i går skrev vi faktisk til paven. Ja ham der Benedictus. Vi sad nemlig og læste i Kristeligt Dagblad (der var det religiøse igen! red.) fra morgenstunden, at paven havde fået en twitterprofil, så knægten og jeg kiggede lige på hinanden og blev enige om at vi lige ville afprøve den kommunikationsform med paven. 

Vi skrev:

Hey Pope @BenedictusPPXVI. Welcome to the modern twitter world. What do you think about gay marriage and birth control? http://www.kristeligt-dagblad.dk

• Du kan følge vi får svar på min profil twitter.com/saintmichels

Han har ikke svaret og det er ellers lektion nr. 1, at hvis man vil være på de sociale netværk, så skal man indgå i den aktive dialog eller holde sig væk. Synes ellers det var et meget klart spørgsmål.  

Det fik mig iøvrigt til at tænke på, den gang jeg var 20 år og meldte mig ud af Folkekirken. Det som min søn skal igennem, når han selv skal træffe det valg, at ville ud af foreningen. Den gang skulle man møde op hos præsten for lige at blive prøvet eller hvad det nu gik ud på. For 24 år siden mødte jeg op hos sognepræsten ved Sct. Bents Sogn i Ringsted. En ældre mand med hvidt hår, med fine gule totter, der så ud som om de var blevet farvet af den cigar han konstant havde hængende i mundvigen (den gang måtte man gerne ryge inden for, også i offentlige bygninger, men det er også længe siden Red.) 

Han spurgte så med sin dybe malmrøst "Nååå hvorfor vil du så melde dig ud?" hvortil jeg svarede at jeg ikke følte jeg hørte til i en forening som gjorde så stor forskel på folk, og som f.eks. ikke ville give bøsser og lesbiske en kirkelig velsignelse. Han kiggede tungt på mig og sagde så efter et stykke tid, med endnu dybere røst "NÅ er du en af dem" lidt målløs svarede jeg "Nej det er jeg nu egentlig ikke, men du har lige bekræftet mig i at jeg ikke høre til i din forening".  

Det er absolut et sidespring, men man kommer jo til at tænke på så mange ting når nu man er plaget af lediggang (Barselsorlov mener han. Red.)

Den gang havde jeg også et yderst anstrengt forhold til julen og havde f.eks. en adventskrans hvorpå der stod "Julen stinker af antikrist". Det er der sgu da også en vis dobbelthed over, at have et kristent symbol midt i sin stue, som protest mod en overkommeriselisering af julen, der dermed mistede sin uskyld ellers hvad mine ungdommelige indslag nu gjaldt.

Men tingene ændrer sig over tid. Nu er jeg jo bare lidt tilbagelænet skeptisk over for meget hysteri omkring gaver og jul, men det er jo vigtigt med traditionen for børnenes skyld. Herfra hvor jeg står kan jeg se mig omkring..........og verden forandre sig afhængigt af perspektivet. 

FNIS jamen om ikke andet så giver vi dem da noget at gøre oprør mod og det er vel også en slags dannelse.   

Trille - Ham gud (øjet)

Og så er det tid til frokost

"Far er det ikke politisk ukorrekt at drikke øl, når man er på barselsorlov?"
"jo, hvis ikke den er alkoholfri, så er det vist"