I dag skal den gamle ateist til babysalmesang sammen med den næste nydøbte knægt.
Det er mor, der
har startet dén tradition mens hun havde barsel. Jeg føler hele min identitet
bliver dialektisk udfordret. Den identitet jeg forsøger at opbygge som hjemmegående
far.
Jeg ved godt, hvad det er for typer der deltager i babysalmesang, og
hvis der endelig sniger sig en mand med, så er der nok ikke meget maskulinitet
at spejle sig i. Ja, ja det kan godt være jeg ikke har så mange rationelle holdninger,
men mine fordomme er i behold, som de siger på borgen.
Oven i det
udfordres min ateistiske sjæl, ja altså det gjorde mor jo allerede da hun
sagde, at hvis ikke han skulle døbes, så gjorde hun det selv. Så der traf jeg
et valg om, at det nok var vigtigere for mor, at han blev døbt end det var for
mig, at han ikke blev. Det vigtige for mig var, at han selv får lov at tage
stilling og det gør han jo under alle omstændigheder senere. Jeg er da selv
vokset fra det der med religion og folkekirke.
Hans mor
siger det er en pragmatisk, fornuftig og praktisk tilgang at døbe og
gå til babysalmesang. Det er jo i kirken der er flest rytmiske tilbud til
babyer og det er så hyggeligt.
Lige
nu sidder jeg så med fornemmelsen af at det var et trickspørgsmål, da hun sødt
spurgte om ikke jeg skulle til salmesang, altså for Vitus skyld. For om en time
jeg nede i folkekirken og synger hyldestsange til Gud.
På
den anden side kan det være jeg kan finde et maskulint spejl i Gud, for bortset
fra enkelte lillablæklædte hardcore feminister i 70’erne, er der vist ikke
nogen der har stillet spørgsmålstegn ved at Gud er en yderst maskulin mand, som
ikke ligger under for kvindelige luner.
Problemet
er jo så bare at jeg skal spejle mig i et spejl jeg ikke tror findes…ihhhhh
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar